Projekt fasthold teenagere i BK Ydun

W1siziisijiwmtkvmdgvmdivnhk2ym5zmthnc19ezwtyys5qcgcixv0?sha=504dc46b01260fcb

Fasthold teenagere i BK Ydun

I BK Ydun er vi meget stolte af vores store ungdomsafdeling. Særligt pigernes u15 afdeling er stor for årgangen. Vi oplever løbende tilgang, og vi har siden foråret 2019 kunnet stille med fire hold i den årgang, hvilket der ikke er mange klubber i Danmark, som kan præstere.

Det er er vanskeligt at fastholde unge i håndboldsporten i de ældre ungdomsårgange. Det er særligt tydeligt for piger på breddeholdene allerede i de tidlige teenageår efter 8. eller 9. klasse.  Den udvikling vil klubben meget gerne vende. Som et pilotprojekt har vi i løbet af 2019 arbejdet med enkle målrettede indsatser for at medvirke til, at netop vores breddespillere hos u15 bliver ved med at spille håndbold. 

Som det fremgår af figuren, er piger u15 stor i forhold til tidligere år. Det er klubbens ambition fortsat at fastholde det store antal spillere via investering i målrettede indsatser. Samtidig kan vi se, at flere store årgange er på vej, så det vigtigt, at vi får styr på, hvad vi som klub kan gøre for at holde fast i vores spillere, når de for alvor rammer teenageårene. 

Hvorfor gør vi det? 

Helt simpelt er vores vigtigste motivation, at sport er sundt. Motion skærper indlæringsevnen, giver bedre søvn og styrker immunforsvaret. Vi gør noget rigtigt, hvis vi som håndboldklub kan understøtte, at flere børn har en aktiv ungdom. Herigennem vil vi også være medvirkende til at de unge i højere grad vil få et aktivt voksenliv. Herudover er holdsport som håndbold særligt effektiv motion, da der er flere ugentlige træninger med høj intensitet. Holdkammeraterne er også med til at holde hinanden fast på at give den gas gennem en fælles ambition om at blive bedre. 

Det er også en drivkraft for os, at håndboldsporten medvirker til, at vores unge spillere fastholdes i et sundt fællesskab i klubben. Her lærer de gennem leg og sport, hvordan man løser opgaver sammen med andre. Det sociale fællesskab i håndbold bliver yderligere styrket af, at spillerne er sammen i mange timer til træning og ikke mindst har mange fælles oplevelser i forbindelse med turneringer og håndboldture.   

Hvad gør vi?

Vi har i første omgang fokuseret på følgende initiativer:

  • En større tur til Japan i påsken 2020, hvor u15 pigerne på de sekundære hold har et fået fælles projekt, som de kan se frem til og sammen arbejde for skal lykkes. Turen er også med til at udvide pigernes fortælling om, hvorfor de går til håndbold og øger deres stolthed over sporten. Deres fortællinger har også sikret løbende tilgang af nye spillere på årgangen. Se mere om turen i næste afsnit.
  • En bevidst indsats for at få flere breddespillere som ungdomstrænere og døm-selv dommere for de yngste børnehold. Det er med til, at pigerne knytter bånd til andre hold, spillere og ledere i klubben, samtidig med at de får betydeligt ansvar i rollen som ambassadører for klubbens værdier. Det har den sidegevinst, at når ungdomsspillernes engagement i klubben udvides udover egen træning, er det til glæde og gavn for en række andre hold og unge på Frederiksberg. Det bidrager også til at give klubben et betydeligt løft.
  • Oprettelse af ekstra hold (hold 4) i foråret 2019 som en positiv udnyttelse af reglerne for spiludvikling. Det har betydet meget mere spilletid til alle og god plads til, at nye spillere også har kunnet tilegne sig spillet ved at spille kampe.  
  •  I år har klubben for første gang arrangeret en weekendtur for at give alle klubbens hold mulighed for at være sammen om at dyrke glæden ved håndbold og for at forbedre sammenholdet på tværs af holdene. Det var en stor succes, som vi håber at kunne gentage næste år. 

Vi møder stor opbakning til vores initiativ. I oktober besøgte vi Dansk Håndbold Forbund, hvor vi havde mulighed for at fortælle om vores arbejde. Der var stor begejstring, og vi lovede at holde Generalsekretær Morten Stig Christensen orienteret om vores erfaringer.  

BK Ydun to Japan 2020

Det mest omfattende initiativ er planlægningen af en større tur til Japan i påsken 2020. Vi har kunnet udnytte, at overgangen til nye årgange holder trupperne samlet i to år. I starten af sæsonen 2018/2019 meldte vi derfor ud, at vi ville lave en stor udlandstur for pigerne på hold 3 og 4. Pigerne har været med i planlægningen fra starten. De har sammen opsparet en betydelig sum penge, som sikrer, at alle har mulighed for at deltage uanset forældreindtægt. Pigerne har været kreative og ikke sagt nej til muligheder for at tjene penge. Det har bragt dem vidt omkring. Et eksempel var en hel søndag med oprydning efter ”Vi elsker 90’erne” (link til video)  


Projektet er medvirkende til, at vi har kunne fastholde en kerne på 12 spillere i to sæsoner, og siden er flere kommet til. Udover at fastholde pigernes interesse for at dyrke håndbold, har turen også til formål, at pigerne på de sekundære hold oplever, at de kan noget særligt, og at spændende håndboldture til udlandet ikke kun er for spillere på højt niveau. BK Ydun er en klub med god plads til breddehåndbold, men som i de fleste andre klubber er fokus i stort omfang på førsteholdene og deres bedrifter. Det er ganske naturligt. Med denne tur har vi formået at vende den tilgang lidt på hovedet. Vi viser med vores store projekt og armbevægelser i og uden for klubben, at det bestemt også er fedt at spille på 3. og 4. holdet. 

Da pigerne repræsenterer breddehåndbolden i Danmark, er vi bevidst gået efter destinationer, hvor håndboldspillet ikke er så udbredt, og vi har i den forbindelse været i kontakt med klubber i USA og England. Men efter at pigerne til Midtjysk julecup i 2018 mødte to hold fra Osaka i Japan, var der ikke længere tvivl. Drømmen var at komme til Japan.

I samarbejde med ildsjælen og vores guide Simon Klaris fra ASAP Handball Agency, som har kastet sig over dette projekt med enorm energi og frivillig indsats, har vi fået god kontakt til en række klubber i Japan. Vi har arrangeret, at vi skal deltage i to små stævner, som etableres på grund af vores besøg – et i Tokyo og et i Osaka. Derudover har vi aftalt, at deltage i en række træninger med japanske hold. Det bliver et intenst ophold, hvor vi kommer rundt i landet og viser, hvordan vi dyrker håndbold i Danmark, og ikke mindst viser pigernes glæde ved spillet. Samtidig vil vi få mulighed for at vise, hvordan vi i den daglige træning arbejder for at udvikle spillerne. Vi fornemmer tydeligt en stor interesse for at få besøg fra Danmark. Så vi ser det også som en vigtig opgave for os at være gode ambassadører for håndboldsporten og vores tilgang til breddeidrætten  i Danmark.

Frederiksberg som værtsby for ungdomshold fra Japan

En ekstra gevinst ved turen er, at pigerne kan medvirke til at skabe bro mellem den japanske og skandinaviske håndboldkultur. Via vores guide, har vi allerede fået åbnet en masse døre til klubber i Japan, som vi vil bygge videre på. Første skridt er at invitere et hold til Frederiksberg i 2020, hvor klubben vil kunne give dem optimale muligheder for træne og spille med en række hold i BK Ydun. Hvis besøget falder i august, vil klubben tilbyde, at holdet kan deltage i vores egen opstartsturnering (Gardena Cup).