1. division damer vandt her til aften en historisk flot sejr over ligaholdet GOG med 30-28.
I en propfyldt Frederiksberg hal blev der gået til stålet i næsten samtlige 60 minutter, og klubbens stolthed kunne til sidst trække sig sejrrigt ud - helt fortjent. Truppen er ellers hårdt plaget af skader i denne sæson, hvilket havde givet plads til at tre af klubbens U18 piger fik chancen for at bevise deres værd på det allerhøjeste niveau denne aften. Ikke mindst på den baggrund var det en imponerende sejr mod et hold, der er spækket med landsholdsspillere fra flere europæiske nationer.
BK Ydun var foran i det meste af kampen, og førte med hele fire mål ved halvleg. En af truppens skadede spillere kommenterede da også i pausen, at det tegnede til at blive en af de bedste kampe holdet havde spillet i denne sæson.
Og denne forudsigelse kom til at holde stik. Selvom GOG kom stærkt ud efter pausen og indhentede Yduns føring på kun fem minutter, og sågar nåede op på en et-måls føring, kom damerne igen via en intens fight af forsvaret og en superflot målmandspræstation. Da det samtidig lykkedes angrebet at udspille GOGs forsvar ved flere lejligheder var BK Ydun foran med tre mål før de sidste afgørende minutter. Oppe imod et offensivt GOG forsvar i de sidste tre minutter kom Ydun desværre ikke til mange afslutninger, men det lykkedes alligevel at holde føringen og at bringe sig i front med to mål i kampens absolut sidste sekunder.
Kampen var sponseret af Frederiksberg Bladet, og mon ikke der er både billeder og omtale i vente i næste uges udgave...
I 6. runde af landspokalturneringen venter nu Middelfart HK fra Fyns serien, og hvis det er muligt at overkomme denne modstander er BK Yduns damer blandt de sidste 16 hold, der skal spille slutspil efter sommerferien.
Et kæmpe tillykke til pigerne på holdet og pøj pøj med den videre færd i turneringen.