DM sølv til U14 pigerne

Ydun havde i denne weekend tre hold med i DM slutspil, som alle på forhånd var spået gode chancer for at blande sig i topstriden i deres respektive række.

U14 pigerne: 

U14 pigerne var til officielt DM-slutspil i Nykøbing Mors, hvor de to bedste fra Øst mødte de to bedste fra Vest i et "alle-mod-alle" finalestævne. Lørdag lagde Ydun ud med at spille uafgjort 18-18 mød Rødovre, som de ellers har slået sikkert i turneringskampene i vintersæsonen. Men senere lørdag vandt pigerne dog deres anden kamp med 21-16 over HH90 (Holstebro) som var endt 2'er i Jylland.

Dermed var der lagt op til en ægte finale mellem Ydun og Skanderborg søndag formiddag - Nr. 1 fra Øst mod Nr. 1 fra Vest - da Skanderborg havde vundet begge deres lørdagskampe over Rødovre og HH90. Det var dog desværre ikke Yduns dag, og holdet kom skidt fra start. Bagud 9-4 ved halvleg kunne pigerne ikke stille meget op mod det stærke Skanderborg mandskab, og kampen endte 20-11 til Skanderborg. Inden denne kamp havde HH90 slået Rødovre i deres indbyrdes opgør, og Yduns piger slutter dermed sæsonen af med en flot sølvmedalje ved DM. I alt blev det til 106 kampe i sæsonen, og kun et enkelt nederlag, som altså først kom i den allersidste kamp. Men en helt igennem flot sæson af U14 pigerne med masser af flotte titler, som alle kan være stolte af.

U12 drenge og piger:

I Hvidovre blev der spillet uofficielt DM finalestævne for U12 årgangen, og Ydun var repræsenteret i både drenge- og pigerækken.

Drengene vandt deres første to kampe med 21-11 over Værløse og 22-16 over Møgeltønder. Den sidste kamp blev derfor puljefinale mod Ikast KFUM, som drengene dog tabte til et meget stærkt Ikast hold.

Men 2. pladsen rakte til en kamp søndag morgen, om muligheden for at komme i vinderslutspillet og dermed slutte blandt de seks bedste hold. Modstanderen var FIF, som Ydun har haft godt styr på i løbet af året, og vundet over indtil flere gange tidligere. Men heldet var ikke med Ydun denne morgen, og FIFs målmand stod en rigtig god kamp. Så Ydun tabte desværre med 11-10, og dermed var det slut med det videre avancement for drengene. Men drengene har stadig også haft en super sæson, og været med i toppen af næsten alt de har deltaget i. De har virkelig udviklet sig meget og kan glæde sig over mange flotte kampe i sæsonen.

I pigerækken var Ydun på forhånd en af favoritterne til at nå helt frem til finalen. De mødte således op med 98 kampe uden nederlag i bagagen, og havde både fejet al modstand i Øst af vejen og slået de to hold, der endte som nr. 1 og 2 ved de jyske mesterskaber, ved stævner tidligere på sæsonen. Men lørdagens indledende puljespil beviste flere af de gamle ordsprog om at "bolden er rund", "alt kan ske i håndbold" og "man spiller sjældent godt i jubilæumskampe". Efter en noget vakkelvorn indsats mod TMS Ringsted, som dog blev vundet med 12-9, led pigerne således deres første nederlag i kamp nr. 100 i sæsonen. Det blev 15-11 til Grindsted, som spillede en god kamp, og selvfølgelig var jublende lykkelige over deres sejr over de berygtede piger fra Ydun. Den tredje pulje kamp blev vundet sikkert med 16-6 over Rødekro, og her viste pigerne igen lidt af det gode spil de har spillet i hele sæsonen. Men da var det allerede afgjort, at Ydun blev nr. 3 i puljen. TMS Ringsted havde nemlig vundet over Grindsted med hele 5 mål, og det indbyrdes målregnskab mellem de tre hold med fire point endte desværre ikke i Yduns favør. Med et måls margin var pigerne dermed ude af vinderslutspillet, og måtte tage til takke med at spille et par placeringskampe søndag formiddag. Så selvom pigerne vandt begge søndagens kampe i fin stil, og viste at de burde høre hjemme blandt topholdene, var det hele desværre endt før det rigtigt begyndte.

For pigerne har det dog været en fantastisk sæson, med 103 kampe, der fordeler sig med 100 sejre, 2 uafgjorte og blot 1 enkelt nederlag. Det har ført en masse titler og stævnesejre med sig, så selv om det ikke lykkedes at gå videre i finalestævnet denne gang, kan pigerne bestemt være stolte af deres indsats igennem de sidste 12 måneder.

Et stort tillykke til alle tre hold med deres flotte sæson resultater, og selvfølgelig et ekstra stort tillykke til U14 pigerne med deres sølvmedaljer ved DM.