DS 1 igang med pointhøsten

Søndag startede BK Yduns 1. divisions damers turneringssæson. Holdet, der som bekendt fortsætter i pokalturneringen efter sejr over Slagelse, fik søndag harpiks på fingrene i udekampen mod Tåstrup-Ishøj (TIHF).

Første halvleg var helt lige til stillingen 7-7. Pernille R. Sørensen debuterede for Ydun i divisionen ved at lave 3 af de første 4 mål. Efter timeout fra BK Ydun-træner Morten Østergaard foldede Ydun sig ud og skabte fortjent afstand til pauseføring 15-9.

Pausetheen bekom tydeligvis ikke spillerne i lilla. I anden halvleg fightede TIHF sig flot tilbage i kampen, ikke mindst takket være stor gejst og en stemningsfyldt hjemmebanekulisse. Om højere magter spillede ind skal være usagt, men det passede godt til den lokale skribents bemærkning i dagens kampprogram: "Håndbold er ikke et spil for nonner!".

Da afstanden var reduceret til et mål, kunne Ydun imidlertid skifte trætte spillere ud med friske, og afstanden blev øget i de sidste 10 minutter af kampen til slutstilling 28-24.

Kampens dommere var Ken Cardozo og Tommy Rugaard,.

Årets første hjemmekamp bliver et brag at følge, det er på søndag d. 27. september kl. 13 i Frederiksberg Hal 1 mod et af de forventede tophold i divisionen, Silkeborg-Voel, der i første kamp tildelte Brabrand en 10-måls huskekage. Hvis sidste års placering skal veksles med en plads i den sjove ende af tabellen, er det nødvendigt med et godt resultat på søndag.

Vel mødt til spillere, ledere, sponsorer og publikummer til årets første hjemmebanekamp!